Idre fjell i Påsken 2002.

Eller turen hvor de kom væltende alle sammen!
Af Hans Jørgen, Hærs’hals.

Der var nemlig anmeldt 16 DCS-vogne, og vi skulle være 8 personer i vognen + Chevy’en, nemlig 2 børn, 2 kærester og 2 venner (og os).

Det begyndte ellers dramatisk onsdagen før. Dorte ville gerne have pigdækkene på (god ide’) og da Nordmændene kræver ens dæk på hele trækket (og de er godt hysteriske med kontrol og bøder), lejede vi til Knaus’en hos den lokale Auto-Hans, som har en fin forretning med at leje ud til tyskerne, der skal til Norge. (Tror da fanden! Jeg aftalte 750,- kr med ham, men regningen lød på 800,- kr + noget han kalder moms!!). Han konstaterede ved den lejlighed, at det ene nav var revnet, og at vi med sikkerhed ikke var kommet hjem igen, før vi havde tabt hjulet.

Nå! fredag formiddag tog vi så med ”Color-Festival” mod Oslo, kæmpestor og dejlig færge, lang tur, 8 timer, men turen gennem Oslofjorden er flot, (jeg så i øvrigt Moses og Aron, hvis det siger nogen noget). Der var kun få med, så jeg havde for første gang muligheden for at få en lur på en sofa i en bar!!

Ankommet til Oslo kl 18.15 skulle vi hente Lise og kæreste Martin i Gardermoen lufthavn.

Vi overnattede derefter på en rasteplads en times kørsel nord for Oslo.

Lørdag morgen kørte vi så over Hamar – Elverum – Trysil – Drevsjøen, altså kun de sidste 35-40 km i Sverige. Vejene i Norge var glimrende, bare, og de få der var sne på,var godt grusede. Dog på en enkelt lang stigning var vi kommet før grusbilen, og Chevy’en legede Lambada-danser med sin voluminøse bagdel.

Inde i Sverige var vejene helt dækket med fast sne og ikke grusede. Heldigvis gik alle stigninger nedad, men det gør de jo ikke, når vi skal den modsatte vej hjemad.

Vi ankom til campingpladsen ved 14-tiden, og ved hjælp af Bill Hussmann’s snetraktor af en Nissan Patrol fik vi bakset på plads uden problemos. Med stor velvilje fra Steen og Mette fik vi byttet til en jævn plads (de vidste det ikke), på grund af at Dorte stadig er på krykker (smerter og 0 skiløb).

I løbet af eftermiddagen kom DCS’erne væltende, de fleste ved egen kraft, men Bjarne og Lisbeth ved hjælp af Falck efter et kedeligt sammenfoldnings-uheld, hvor de havde ødelagt træktøj og fået skader på deres nye Kabe og bilen.

De fleste blev installeret på campingpladsen, men Preben/Kirsten og nogle flere blev installeret på containerpladsen (ghettoen). (Ingen nævnt, ingen glemt).

Men på den anden side er det vel et rimeligt sted at opbevare ”Køvvenhavnere”.

Søndag morgen oprandt med samme fine vejr, som lørdagen, høj sol, let frost og stille. Lise og Martin sov i Chevyen. De var stivfrosne om morgenen, da de ikke ville holde alle vågne med Chevy’ens ret højlydte benzinfyr.

Jeg tog på 15 km langrend med de unge, men da jeg kun så r…. af dem, drejede jeg af og nøjedes med ca det halve. Jeg nåede lige tilbage til at se DCS’ernes fælles frokost i det hvide, kun for at blive mødt med tilråbet: ”Nej, se Hans Jørgen er kommet af med sine ”tyndski”! (Gert).

Senere var der jo så ”after-skiing” på samme måde, hvor Per Jensen fik dagens ”Bimle”. Han og Pia Clausen mødtes på baderummet, men efter en kortere diskussion og fornyet kig på døren måtte Per Jensen erkende, at det var ham der var gået forkert. Hans kommentar var: ”Fandens osse, at der ikke var et par gode sild der!” Jeg hørte desværre ikke Pia’s svar herpå.

”Bimlen” er for tiden en hue/hjelm med stærkt gule og røde pailletter og horn i alle retninger, smart, og så står den til Per’s teint.

Mandag morgen kom der en let snebyge, men op ad dagen blev vejret igen formidabelt. De unge valsede ud på 2 stk langrends-ture, én før middag, og én efter.

Jeg transporterede Dorte til Idre by for diverse indkøb (hun er meget lidt mobil).

Der var arrangeret fælles grill til middag ved østbakkerne, men på grund af Dorte’s manglende mobilitet udeblev vi.

Om eftermiddagen var jeg på ”bred-ski”, under kyndig rundvisning af Per Olsen. Jeg må give fortalerne ret: Idre Fjeld er et formidabelt sted.

Området er meget naturskønt, især set fra toppen. Langrendsløjperne er det bedste vi har set, velpræpareret, velafmærket og veltilrettelagt. Alpinpisterne er ikke ringere, meget varierede og masser af hejs og træk, selv om det er noget gammelt ”lort”. Det er også første gang, vi har set de gamle ”nazi”-armbind som liftkort, siden vores første år i Vrådal, men det virker jo, hvilket ikke så ofte er tilfældet med de nye systemer.

Stedet har også en passende størrelse, ikke større end det kan overskues og ikke så lille, så det bliver træls.

Der er også mere hjælpsomhed og service end i Norge, priserne fornuftige, og campingpladsen ligger lige i smørhullet.

Skal jeg endeligt sige noget negativt, så må det være, at en ølentuasiast ikke finder de store oplevelser blandt deres 2,8 og 3,5% standard-pilsnere, dog med den absolutte undtagelse, at den af Pripps producerede og meget berømmede ”Carnegie-porter”, var at finde på hylderne, og den var god, trods sine kun 3,5%! (Michael Jackson (nej! ikke ham spjætteren, men øl-journalisten), har givet den 3 ølkrus).

Lige nu, mandag aften, drikker de andre rødvin i fællesstuen, mens vi er sygepassere for Martin, det bette skravl (feber og blodvabler med betændelse).

Tirsdag morgen var der let sne, Martin var meget dårlig og måtte til læge. Han skulle på 10-dages penicillin-kur. Dette brugte vi så næsten formiddagen på.

Over middag tog Lise og jeg så med resten af gænget på bakkerne med de brede ski på, mens invaliderne sad i solen og drak alkoholiske drikke under megen sang og latter, hvilket vi heldigvis ikke hørte ude på bakkerne.

Jeg blev forladt af Lise, da Steen absolut skulle udfordre hende på de sorte piste, men bare rolig Steen, jeg har flere børn på vej (altså herop), så du skal nok få lysten styret.

Men det artede sig som en aldeles storartet dag på ski, da hele vejret viste sig på bedste måde, og ved den talstærke after-skiing havde far’en her ømme lårmuskler.

Dorte har igennem en illegal leverandør ( ja! Det er jo igen det med Hirtshals, de sorte penge, og ukendskab til momsen. Momsen er jo som bekendt ikke slået rigtigt igennem i Wendsyssel endnu) fremskaffet 4 kg oksemørbrad i suveræn kvalitet, og til en god hund pr kg. Vi sad så og tyggede bøffer med øjenbrynene til aftensmad, og ynkede hinanden, der var dog ingen grund til ynk, ”Hussmænnerne” og familien ”Claus Olsen”, der jo ikke skulle forbi de norske toldere, havde sørget for vin og øl til os.

I øvrigt er Dorte – Martin – Stig og Per ved at stifte Dansk Handicap Ikke Skiklub (DhCiS). Forkortelsen minder for resten om en af mine gamle bekendte i Hirtshals, der er væltet med et par tømrer-firmaer, han startede et Apsi (a prøver sateme igen).

Inden vi tørnede ind, konstaterede vi, at Chevyen lugtede stærkt af benzin. Jeg kunne dog ingen fejl finde.

Onsdag morgen måtte vi så konstatere, at den lugtede endnu mere af benzin. Jeg kunne stadig ikke finde noget, så vi ringede til Falck 70102030, kort efter kom en Falck-bil. Falck-manden lavede en overfladisk undersøgelse og kom med en overbevisende forklaring om kolde Chevy-motorer og chokerfunktion (et vanligt problem). Han anbefalede os at køre en tur til Idre for at løse problemet.

Da vi kom tilbage lugtede den stadig, og desuden fandt vi en benzinplet, hvor vi havde holdt. Falck igen. Denne gang fandt han en læk i udluftningsrøret over tanken. Kun et problem ved helt fyldt tank. Så var den formiddag gået. Imens havde flere andre været på snescooter, vi måtte aflyse for at vente på Falck.

Til alt held blev det alle tiders på pisterne om eftermiddagen, og Martins fod var i orden til skiløb, så det var ”båer dæjlit”, bortset fra at Dorte ikke var i form til after-skiingen.

Og så var det, at Randi stod på hovedet på et fladt stykke, og brækkede skulderen; om det var for at komme med i DhCiS, eller det var for at slippe for, at være medbygger på nyt køkken efter påske, er endnu uafklaret.

Og så fik vi at vide, at vi kun skulle være eet par mere torsdag, nemlig Christian og hans kæreste Anja, venneparret, der skulle have været med, er blevet syge. Så nu bliver vi da kun seks, og da halvdelen af gæsterne er af egen avl, tolereres der jo meget.

Ja! Ja! Selv om man ikke kan se det, er de hjemmelavede Lise og Christian.

Det var så også onsdag, at Lise og især Martin skulle vise kogekunst. Det lykkedes over al forventning: Ovnstegte andebryster med rødvinssovs (tænk, at der går en flaske til 5 dl sovs!), bagte kartoffelskiver og garniture af rødløg – tomat – squash – hvidløg i egen sky.

Mette bød i øvrigt den svedige kok (Martin) (i fælleskøkkenet) på flæskesvær for at smide tøjet, men!!! 2 stk flæskesvær giver kun 2 stk beklædningsgenstande.

For at det ikke skulle være løgn, stod Bjarne også på hovedet, og fik en kraftig skulderskade, denne gang ikke brud, men noget med løsnede ledbånd, DhCiS igen.

Torsdag var det igen fint skivejr, om end tøvejret begyndte at sætte mere ind.

Christian og Anja ankom ved 10-tiden, efter at have kørt siden kl 2 nat, så de fik lige nogle timer på øjet, inden skiene kom på, (de havde også sprut med, fint).

Det var så aftenen for den store fællesspisning. Køkkenet slog ikke til, til alles behov, men vi fik dog alle mad på bordet inden for nogenlunde samme tid. Hyggelig fest med mange høje bolde. De unge måtte hjem og se dyner før os!!! Hi,hi. Så vi lod os forlede til at smage på Bill Hussmann’s udvalg af kvalitets whisky, spændende beskæftigelse! selv for en ølentuasiast.

Da vi ved midnat kom hjem i vognen, sov Anja og Christian, som sten i en kold vogn, der lugtede langt væk af brand og røg. Panik!

Strømmen var gået, og jeg kunne ikke få det i gang igen, og ikke heller finde fejlen. Per Olsen kom til hjælp, og vi fandt en smeltet batterilader, men kunne ikke få strøm på, og gasvarmen kunne ikke tænde (for lav spænding).

Per lånte os så sit strøm, og havde ovenikøbet en ekstra lader, mens han selv kørte på gas.

Næste morgen viste det sig, at de nede i servicebygningen havde en sikring for hvert pladsnummer, og den var også slået ud.

Fredag igen storslået vejr, men endnu mere tø,men en fin dag på pisterne, selv om der var lidt rigeligt med vind på de sydlige. After-skiing hos redak-tyr parret med indbagte pølser, (det var nu ikke så ringe endda).

De unge havde samtidigt været på snescooter-tur. Her skete en ulykke, hvor en lille dreng blev trukket ind mellem larvebånd og scooter-bund. Knægtene og de tilkaldte samaritter måtte næsten splitte scooteren ad, (næsten uden værktøj) for at få ham ud, heldigvis ret uskadt, men en grim oplevelse.

Lørdag blev det fineste skiløb overhovedet, og alle (der kunne) var på brædderne, og havde en fin dag. Jeg måtte ud for at deltage i fotografering af Lise og Christian. For ikke at stå tilbage for Mark – Per – Steen – Gert og andre Kamikaze-piloter, skulle der køres ned ad ”Chocken”, ifølge oplysninger den stejleste i Skandinavien. Mo’ren havde nedlagt forbud, men fa’ren er jo en narrerøv, og sagde ja, men fortrød, da jeg så, at Christian gik i ”æggestilling”, og løb styrtløb den direkte linie ned, han var formentligt over 100 km/t. (men på den anden side har han været over 320 på motorcykel).

Der var hyggelig after-skiing ved ”skade-Bjarne” (skulder – bil – Kabe), hvorfor har han i grunden ikke fået ”Bimlen” til ejendom?

Hyggemiddag med god mad, alt godt fra havet (og der var meget og godt) om aftenen, med god vin og små skarpe.

Dette resulterede selvfølgeligt i, at de unge kom hjem over midnat med en kæp i øret og en formue fattigere. Entre i diskoteket 80,- kr, garderobe 20,- kr, hængemule-øl 30,- kr og drinks 80,- kr. Selv om det var svenske pap-penge, så var det jo lidt voldsomt (især bagefter).

Søndag dryssede man hjemad, vi kørte hjem ad den samme rute, som op, d.v.s. ad de gode norske veje, der i mellemtiden var blevet til vaskebrædter. Værst blev det dog, da politiet ved Løten havde stoppet adgangen til E6, og vi måtte køre ad den parallelle, men længere vej 24. Hvis jeg havde leveret en sådan vedligeholdt kommunevej i Hirtshals, var jeg blevet fyret. Endnu værre blev det, da vi drejede fra i Sand, for at komme til lufthavnen, men inventaret i Knaus’en holdt stort set. Til alt held nåede vi færgen med en times margen.

Dorte og jeg fik en stor 4-pers kahyt, og delte en flaske rødvin til det store ostebord i kahytten.

Da færgen gik kl 19.30 ringede begge børnene næsten samtidigt, Lise og Martin var hjemme på Frederiksberg, Christian og Anja halvvejs i Gøteborg, efter yderligere en hel dag på ski, mens vi først var i Hirtshals næste morgen kl 8.00. Tjah rejselivet er mangfoldigt, men det var jo også os der medbragte huset.

Visse personer er i øvrigt begyndt at grynte om, at vi går meget op i mad og drikke på vores ski-camping-ture, det rygte vil jeg gerne mane i jorden, det er nemlig det rene og skære sandhed!!

Hans Jørgen, Hærs’hals.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *