Afsted mod Campitello. 

Af Tine, Bent

Afsted mod Campitello.

Efter at vi havde fået sat Jimmi og Dennis på bussen i Køge, som skulle fragte dem direkte til Campitello – startede vi selv turen med bilen og campingvognen fredag den 16. januar

Vi kom fint af sted til Gedser, hvor vi havde bestilt plads på færgen kl. 13:00. Kl. 14:45 kørte vi fra borde i Rostock og direkte over til det sædvanlige supermarked, for at supplere op på øl, vand og vin.

Da vi så 15 minutter senere er ved at læsse diverse indkøb i bilen, får Bent øje på en pænt stor skrue / bolt siddende dybt begravet i venstre forhjul på BMWén. PANIK….  Hvad skulle vi gøre !!!!

Da der er længe åbent om fredagen i Tyskland, blev vi enige om at vi helst ville have dækket lappet, i stedet for at bruge reservehjulet.

Vi fik ringet til BMW nød service og de gav os adressen på BMW´s værksted i Rostock. Eftersom der stadigvæk var fuld luft på dækket endnu, kørte vi selv de 8 kilometer hen til værkstedet med en ” dik-dikdik-dik  ” lyd i ørenen.   Nå, men vi nåede frem til værkstedet, bare for at finde ud af at de ikke kunne lappe dækket og de havde ikke et nyt tilsvarende dæk, som de kunne sætte på i stedet – MEN til gengæld ringede de for os til et dækcenter ca 1½ kilometer derfra og advarede dem om at vi kom derhen om lidt. Som sagt, så gjort – vi ”dik-dikkede” hen til dækcentert, hvor de tog bilen ind med det samme og lappede dækket til den store formue på 25 €.
– og vupti – kl. 17:00 forlod vi endeligt Rostock.

Vi kørte en times tid, og ved 18-tiden kørte vi ind på en rasteplads og satte vi en lasagne i ovnen. Den skulle ”kører” en halv time i ovnen, det passede lige til næste rasteplads. Med ak og ve dagens strabadser var ikke overstået endnu!

Efter 5 min kørsel blev al trafik dirigeret af en afkørsel pga.en ulykke. Nu kørte vi tæt ad små landeveje UDEN rasteplads i en time!.Da vi endelig kom på motorvejen igen og fandt en rasteplads, var lasagnen skam færdig, en anelse sprød i osten.(sort)

Eftersom vi nu var langt bagud (syntes vi selv) ifølge vores plan, kørte vi til kl. 01:00 om natten og startede igen næste morgen kl. 07:00.

Klokken 07:30 fik vi et opkald fra Jimmi og Dennis om at nu var de lige blevet sat af ved liften i Campitello. (de havde, smarte som de er, taget ski, støvler og skitøjet med i bagagen) så de skulle op med liften når den åbnede kl.08:30

Så var planen at de ville leje 2 skiskabe i depotet under liften – 1 til dem og 1 til os – og der kunne de jo meget passende flytte ind i, til vi ankom om eftermiddagen. Alt deres andet bagage havde vi med i campingvognen.

 Vi ankom som de første til Miravalle Camping kl 14:00 og Renato (campingfatter) havde allerede forberedt at vi tossede danskere kom, for han havde dumpet en kæmpe stor bunke sne midt på den plads, som han ved vi lægger os på. Den bunke sne var naturligvis til vores kommende og obligatoriske sne-bar ☺

Og så det var bare om at komme i  gang med at holde ferie.

Vi har haft 2 dejlige ugers ferie med godt selskab af: Kirsten & Preben Vivian & Johnny Kirsten & John Gitte & Benny Kate, Erik & Morten Og os selv – Tine, Bent Jimmi & Dennis

Af Kirsten og John

Dag 1. 
Som nyt medlem i klubben, mente Tine at det skulle være os, der skrev lidt om hvordan det var at være nyt DCS medlem og at vi ikke skulle glemme at skrive om hvordan, Preben der 1. dag fik stoppet en lift. Jo, det skulle vi da nok klare.   Det er altid svært at være ny i en flok af gamle medlemmer, det husker I vel alle sammen, både fra denne klub og fra andre foreninger. Ingen giver ved dørene, alle har prøvet det og glemt det igen. Alle forsøger at gøre deres bedste og på sigt er det jo lykkedes for de fleste, men det er hårdt arbejde for alle.  Når så alt dette er sagt, så har vi prøvet at være med og stået på sidelinien, næste gang har vi denne ski ferie at snakke med jer om og så skal det nok køre.   Og så var der det med 3 stols liften der stoppede, da Preben ikke ville sætte sig, og det skal man jo, han måtte gå den tunge gang og forsøge endnu engang og denne gang lykkedes det.  Men ellers var det tåget den 1. Dag på bakkerne, men til sidst lykkedes det at køre i samlet trop. Vi var vist de eneste der ikke kendte området men det kom vi til.

Dag 7.

Også denne dag fik vi til opgave at skrive om da mange ting der ikke lige gik som vi havde tænkt os,  men ligesom i et eventyr endte alting  godt. Vi starter lørdag på den grønne Sella Ronda. Det er godt vejr og få mennesker på løjperne. Da vi er nået et godt stykke vej, vil vi have en kop medbragt nescafé og en lommebolle. På det tidspukt opdager vi at nescafé dåsen ikke er i rygsækken – nå ingen har taget skade af kogt vand, men det var lidt smagsløst.    Vi fortsætter til Wolkenstein og alt er indtil nu gået rigtigt godt bortset fra det med kaffen. Da vi kommer op på toppen af løjpen går Kirsten i sort, da hun ser ned af løjpen. På mærkelig vis kommer vi til Sct. Christina og Kirsten bliver midlertidig sat på en bænk for at sunde sig.    John fortsætter alene for at komme tilbage for at hente kirsten på et senere tidspunkt. Desværre tager det John 3 timer at fuldføre turen. Herefter skal han igennem en masse hårnålesving med bilen for at hente Kirsten.    Da vi langt om længe kommer tilbage på campingpladsen og skal låse campingvognen op, så breder panikken sig – nøglerne er og bliver væk. De øvrige fra skiklubben går i gang med at lede efter nøglen, men efter megen leden må vi konstatere at nøglerne er pist væk og alle indbrudsveje  er hermetisk lukkede.    John får da den geniale ide at køre turen igennem hårnålesvingene endnu engang for måske ligger nøglerne der hvor Kirsten blev samlet op. Ganske rigtigt, noget medtaget men brugbare finder Erik, som er kørt med, nøglen få cm fra en rist.   Tilbage igen. Og sikke en fest i Kate og Eriks vogn da “heltene” kommer tilbage.  Se det er hvad vi kalder godt klubkammeratskab

Kirsten og John

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.