Tur til Idre Fjäll – uge 9 og 10 2012.

Af Mette og Steen

Da vi sidste år havde en rigtig god tur til Idre fik jeg overtalt min bedre halvdel til at køre derop igen i år (det var nu ikke særlig svært at overtale ham).
Det er dejligt at nærme sig fjeld-områderne, og man ser de første tegn på sne.
Hvis der skulle være nogle enkelte der ikke har været på Idre Fjäll, så lige et ”godt” råd – lad være med at køre derop, det er stærkt vanedannende.
Der er mange gode pister i den blide ende af farveskalaen (blå, grøn og rød). Der er også pister i den anden ende af skalaen (sort + sort med buler). Det specielle ved området er, at campingpladsen er placeret oppe i terrænet, så det er muligt at løbe på ski hele vejen til campingvognen, og derfra igen når frokosten er indtaget. Det er selvfølgelig muligt at indtage sin frokost på den nye restaurant på toppen, eller et af de andre provianteringssteder på pisterne, eller smøre nogle ”ski-madder” til at tage med. Så kan man finde et roligt sted mellem træerne og indtage frokosten.
Der er på Idre Fjäll et fællesrum ”Fjäll Grillen”. Vi samledes deroppe nogle gange, hvor der var nogen der havde bagt kager, boller, pandekager til os alle (vi var 7 vogne). Desværre kørte første hold allerede fra fjeldet lørdag formiddag, så vi kun var sammen med dem 1 uge.  Det var smadderærgeligt, for Bjørn måtte godt optræde en gang til med de gode boller han havde bagt tidligere på ugen.
Hanne og Peter valgte også at køre efter en uge, så kunne de ikke holde til mere skiløb. De havde dog smugtrænet 1 uge før vi andre kom. Så de ville køre til Norge for at stille vognen op, så den er klar til påskeferie.
Alle hannerne på turen blev enige om at tage på snescooter-tur. Den dag, det skulle foregå havde vi hunner aftalt, at som belønning for turen, ville vi lave mad, som vi kunne spise sammen. Det blev mægtig hyggeligt. Der var bare et problem med snescooterne – de kendte ikke reglerne, for det var i hvert fald ikke vores hanner som gjorde noget forkert. Da de startede turen fik de besked på ikke at køre mere end højst 80 km i timen, men tænk en gang de kunne sørme køre 120 km i timen.
Nå. Der var heldigvis ikke nogen der kom til skade, der blev bare kørt ind hvor der var adgang forbudt. Da de kom hjem fra turen var de helt overstadige, og jeg tror at Mikkel på 6 år var den mest voksne. Han fortalte koldt og roligt hvad der var passeret. Men de mange saftige historier mangler endnu, måske de bliver fortalt på coolingen.
Margit havde en god opskrift på en vildt-gryde, hvor der skulle bruges ren-kød. Hanne og Stig tog ned til Idre by og provianterede til dette himmerrigsmåltid. Peter og Steen skrællede kartofler til maden. Det klarede de to krudtugler godt. Det er lige før de kan udlejes til større arrangementer, hvor der skal hvide kartofler til. Det blev en rigtig god vildtgryde, hvor der var indlagt skiløb dagen efter (der var kommet 1 liter fløde i, så det var kræs).
Mads og Janni havde købt is, så der var også dessert. Efter lidt diskussion, gik mændene hjem for at lave kaffe. Den fælles aftenkaffe blev indtaget i fællesrummet, og så var det godnat, for der var jo endnu en skidag dagen efter.
Vi var en eftermiddag nede og bowle i hallen. Her var der nogen der spillede bedre end andre, men det snakker vi ikke om. Jeg vil bare endnu en gang undre mig over at de kommer magneter i renderne og i kuglerne, så skal det da gå galt. Det var en hyggelig eftermiddag/aften.
Som rosinen i pølseenden, vil jeg lige nævne at vi var ude og køre med Margit og Gert, og det lykkedes at se 2 levende elge. De var svære at få øje på, men da vi havde set den ene, så tittede den anden lige frem. Den ville ikke overses.
Næste år skal vi til Campitello, Italien så min søde mand kan få krudtet af.
Men i 2014 er vi formentlig tilbage på *Idre Fjäll.
Steen og Mette, marts 2012

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *